154
Gang efter Gang tørnet mod den samme faste og urokkelige Modstand, var stanset, lammet.
Selv nærede han ingen Tvivl om, at Ilden i hans Bolig var paasat, og at den samme Mand, Brandstifteren, der sikkert tilhørte hans Deling, hin Nat under Øvelserne havde søgt at dræbe ham ved at affyrre fire Skud imod ham, dækket af Mørket, bagfra. Men denne sidste Hændelse erindrede han nu kun ganske kaotisk: den mumlende Larm fra Forterne, Salvernes Knitren og disse fire skarpe Knald, korte, destinkte — dernæst intet mere. Til Tider var han ganske usikker paa, at noget usædvanligt overhovedet var passeret. Og end ikke den halvlægte Rift over venstre Haandled kunde da ganske overtyde ham om Kendsgærningen. Han manglede ethvert fastere Holdepunkt. Der var blot dette: En Nat, man laa fladt, strakt paa sin Bug i sumpet Pløjejord: Dernæst fire Knald, der kunde ligne skarpe Skud. Endelig en Rift, en Hudafskrabning, som kunde være tilvejebragt paa mange Maader.
Og han erindrede en Begivenhed, — der var fortalt ham, — fra Tiden, medens han gjorde Tjeneste i Frankrig: En Officer, en ældre Kapitain havde paa ganske lignende Maade troet sig forfulgt af en Mand i sit Kompagni. Heller ikke han kunde udpege nogen bestemt. Men da han var lidet afholdt, overhovedet galdt for en haard, endogsaa urimelig streng Overordnet, var Sagen i og for sig meget trolig. Kapitainen indberettede, at han var bleven overfaldet i Mørke af en Mand
