155
— formentlig uniformeret som Trainkonstabel, — der havde givet ham et Slag i Hovedet. Og Mærket af Slaget var da ogsaa synligt, et stort — dybt Saar i Issen. Der blev beordret Krigsforhør. Intet Spor af den Skyldige var imidlertid til at finde. En Morgen, faa Uger senere, blev Kaptainen funden død i sin Seng, skudt i Brystet med en Revolver. En Rude var slaaet itu, et Skab brudt op. Skrivebordet sprængt og ryddet: Alligevel erklærede Korpslægen at Afdøde var dræbt ved sin egen Haand, og maatte have arrangeret alt — for at det kunde se ud, som forelaa der Indbrud og Overfald. Det var udenfor enhver Tvivl, at man her stod overfor et smukt Tilfælde af Forfølgelsesmani, og at den Syge selv havde tilrettelagt de Omstændigheder, der indicerede visse Farer, han tænkte, truede ham paa alle Sider, — ja endogsaa havde bibragt sig selv Saar, endelig dette Kugleskud, som endte hans Liv.
Reservelægen, der netop i disse Dage — i Anledning af Ildebranden — repeterede Historien for Løjtnant Clermont, sendte ham paa dette Punkt af Fortællingen et forsigtigt Sideblik. Han var en lille, før Mand, var Bondesøn, hvorover han var meget stolt; i det hele meget selvbevidst, — efter den almindelige Mening en lidet behagelig Mand at omgaaes. Han sluttede saaledes, idet han mellem hver Sætning snusede Luften ind gennem Næsen:
"Saadanne Psykoser turde næppe være sjældne og burde i særlig Grad ventes hos Militære. De
