Denne side er blevet korrekturlæst
159
dens gamle Citadel. Hans Holdning forekom dem sløj, umilitærisk; med en kold Cigar i Munden slentrede han afsted, idet han holdt Blikket fæstet paa sine Støvlesnuder. Sablen slæbte efter ham og pløjede de faldne Blade op. Nu og da vendte han sig og fløjtede efter sin store danske Dogge, der nylig paa Kennelklubbens Udstilling havde taget første Pris.
Og Dyret kom springende ned ad Voldskraaningen, hvor Hunde ikke maatte færdes. Han bøjede sig og strøg den let over det blaasorte Skind, og det tavse, trofaste Dyr søgte hans Blik. —
Regimentets Damer fandt ham interessant og gik ud for at møde ham.
