158
sig intet af dem, opgav blot ikke sit Forsøg paa at tvinge dem til blind Lydighed. Han havde ingen Agtelse for dem, nærede ingen Medlidenhed, naar de ømmede sig under de trættende, milelange Marscher: Marschen var ens for ham og for dem. Selv bar han Strabadserne med Fasthed, søgte endog at trække dem ud over det sædvanlige, overtalte sig selv til at tro, at disse Øvelser var en fin og ædel Sport, hvor det galt at sætte en yderlig Rekord.
Men hans Uro svandt bestandig ikke. Han var efter Branden flyttet ind i en ny Lejlighed. Af den betydelige Assurancesum begyndte han saa smaat at købe sig nyt Bohave. Men sjældent fandt han et Stykke, der behagede ham. Han forbavsedes og følte sig fremmed overfor denne nye engelske Kunststil, de retvinklede Møbellinjer, de nygothiske Mønstre og Profiler. Men heller ikke hos Antikvitetshandlerne fandt han Sager, der tiltalte hans Smag. Alle disse gamle Mahogni- og Egetræsting havde tilhørt Mennesker, der intet havde at gøre med ham, døde, glemte Folk, hvis Minde for ham intet betød. Og han vragede bestandig, købte lidet. Han tænkte, at han vanskelig fik sig et Hjem igen.
Han gik nu helst for sig selv, var ordknap og tillukket, afmaalt i Tjenestesager, undgik Kammeraterne, der endnu søgte at fejre ham som Regimentets Helt. De saa ham gaa Ture ud over de nedlagte Bastioner og over Glaciets Volde, der hinsides Fæstningsgraven omgav Kasernen, Sta-
