157
maa dø, — ud fra den Betragtning: at først og fremmest de sunde og dygtige skal have Plads til at leve." —
Han tav stille, idet han beholdt Munden aaben i et Smil, der godt kunde betragtes som uforskammet.
Leo hørte ham i Tavshed og sagde ham derefter ikke imod. Hans Uro var blot vokset ved Lægens Fortælling. Han iagttog herefter under Øvelserne ganske anderledes opmærksomt sit Mandskab; bestandig søgte han for sig selv, uden fremmed Mellemkomst, til Bunds i denne Sag. Han konstaterede, at der virkelig ved en bestemt Lejlighed, en Fægtningsskydning faa Dage forinden det formentlige Attentat, var tilbageleveret fire skarpladte Patroner mindre end den Beholdning, som der efter den stedfundne Optælling burde være. Dette skyldtes en Underbefalingsmands Forsømmelse. Men det lod sig ikke bestemme, hvem af Mandskabet der havde beholdt disse Patroner, og de formentes derfor tabte under Skydningen.
Leo søgte ikke at forandre sit Forhold til sine Folk. Han saa ingen Grund til nu at opgive sin Stilling. Han havde bestandig ringe Sympati for disse Mænd af meget lav Kaste, Stadens laveste Underklasse, der i enhver Retning var dybt sunkne og ikke ved Soldaterlivet vandt i Friskhed og Kraft. Og han tænkte, at ved de sociale Lagforskydninger blev det næppe disse, der kom opad. Ogsaa de vare degenerede, ødelagte af slet Luft, Alkohol, Sygdomme. Han ventede
