161
hvide, aflange Dybder, indrammede af smalle Guldbaand. Alt blev saa stofløst og blegt: Krystalkroner, Bordenes Sølvopsatser, de hvide Stole, de falmede Slægtsportrætter. — Her fandtes ikke Tusmørke, ikke skyggede Kroge, hvor man kunde staa gemt og se til. Enhver Yderside præsenterede sig dadelløst i det blændende Krystallys — og man skelnede intet uden Flader, stillede mod Flader, Linjer — aldrig et Fysiognomi, aldrig en Karakter, alene: Totalet.
Menneskene gik med øvet Forsigtighed henover det glatte Gulv og undgik at berøre hinanden. Ingen talte højt, dog heller ingen helt sagte, ingen gestikulerede. De samlede sig i smaa Grupper, de talte en ad Gangen i hver Gruppe, enkelte gik med Alvor fra Gruppe til Gruppe, sagde et Par Ord hvert Sted, smilede én Gang hvert Sted, nikkede og udstrakte en lang, smal og hvid Haand.
Løjtnanterne stod i deres Galauniformer, vogtende paa hinanden, de holdt endnu Chacoten under Armen. Og de unge Damer stod for sig selv; deres Øjne søgte ligesom i Tanker ud over Kredsen, men ubemærket snappede de hist og her glimtvis et Blik, et Smil. De samtalede uafbrudt, de undgik med Omhu enhver Pavse. De nævnede hinandens Fornavne — — Ese og Ada — Hortence og Berete — — —. Gamle Damer, svære og magre, visne og blomstrende, sad tungt paa umagelige Empirestole og betragtede med kloge Blikke de unge, der stod.
Selv Prinsen stod. I Salens Centrum havde
