168
Og omkring dette Bord bevægede sig stilfærdige Skikkelser. Han skimtede deres Aasyn, ganske hvide, naar de en efter en dukkede frem, bøjede sig over den grønne Flade; deres Isser var hvide og blanke som Kupler af Porcellain, deres Fingre tynde, ganske blegt gule. De stødte med lange, glatte Stokke efter Kugler af drejet Elfenben, som ved Stødet pilede frem, ramte andre Kugler, sprængte deres Stilling, prellede tilbage og randt, sagte, som en Draabe Vand rinder ned ad en Væg, laa endelig fast. — — — Og den Spillende rejste sig, hans hvide Ansigt svandt ud af Lysradien, han vendte sig, og Halvmørket tog ham bort.
Men en ny bøjede sig ned, strakte sin venstre, hvide Haand og stødte. Leo kendte dette Ansigt, et meget kendt, meget ofte fremstillet Ansigt, — han saa det nu som et Portræt malet i sort og hvidt — en Nicholsonsk Studie. Og han kendte disse andre en efter en, som de bøjede sig frem over Billardet og stødte disse glatte Baller over et grønt Klæde, indtil de stansedes af en Bandt, prellede tilbage og carambolerede med andre Baller.
De var alle af den samme Gruppe, det samme gamle Parti, hvis politiske Magt nu var udslukt. Disse Ansigter havde han saa ofte set over Tribuner, paa Rigsdagens Talerstole. Paa dem alle læste han det samme Udtryk af mæt Erfarenhed, af uforstyrrelig og behersket Tilfredshed. De var næsten alle Oldinge. Deres Ansigter var visne,
