Spring til indhold

Side:Sidste Kamp.djvu/178

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

169

hver af Hovedets Knokler blev synlig og de hvide Manchetskjorter fortonedes i Halvmørket for hans Betragtning til smalle, buede Brystkasser, Mørket snørede sig ind om Underliv og Hofter — — —. Og naar de vendte deres Ryg imod ham og bøjede sig, blinkede Lyset i de tvende stjerneformede Kammerherreknapper, der lig smaa gule Søm, syntes hamrede ind i det sorte Klæde.

De talte dæmpet om Politik. Nu og da klang et Glas — eller et slebent Krystal fangede et blinkende Refleks af Lys.

Friherre Staël-Winterstein vendte sine svage Øjne mod ham, lagde sin tynde Haand i hans og talte om Affæren, roste Løjtnanten for hans Mod, for hans Forstaaelse af den militære Æres Fordringer. Han smilede sarkastisk og sagde: "Tiden har forandret sig, siden jeg havde den Ære at beklæde Krigsministerens ansvarsfulde Post. Under den nuværende Ledelse finder De sikkert ingen mild Bedømmelse af Deres Bedrift. Min Sympati har De." Han forestillede Leo for de andre; mange tørre og blege Fingre fattede i hans.

Han saa dem spille dette Spil indenfor en snæver og bolstret Ramme — med Alvor og rolig Energi. Naar en Bal med et Suk sank og forsvandt i et af de gabende Hjørnehuller, bøjede de sig med Verdensmandssmil og tog den faldne Bal fra Beholderen. Og de spillede videre med samme Ligevægt, samme rolige Tilfredshed.