181
Jacobs ventede hende ved Garderoben, og da han rakte hende den højrøde Atlaskeshætte og den kostbare Aftenfrakke, smilede han koldt; men hans Fingre skalv, idet de fornam hendes Skuldre gennem Silken.
De gik tavse ved hinandens Side. De hørte ikke deres Skridt paa den lysblinkende Asfalt.
"Hvad er Klokken?" spurgte Ida.
"Syv," sagde han. Og hun for sammen. Hun havde tænkt, at hun nu skulde hjem, klæde sig af, svøbe sig ind i Tæpper og sove. Men Klokken var kun syv! Den øde Aften gabede foran hende.
De drejede ned ad en Sidegade.
"Nu skal De følge med mig hjem", sagde Jacobs.
"Nej," sagde hun uden at løfte Hovedet.
Han nikkede: "Der er intet andet tilbage for os to at gøre nu."
Hun tav. Blodet susede i hendes Tindinger. Hun tænkte, at hun var ved at blive syg, der opstod bestandig nye stridende Tanker i hendes Sind. Hvilken af dem skulde hun nu give Ordet til et Svar?
"De maa blive min, Ida!" sagde han. — —
"Nej!"
"Elsker De mig?" spurgte han.
Og som en Gang tidligere svarede hun: "Jeg ved det ikke." Det var saa tungt at svare nu, det var saa svært at samle de flyende Tanker.
"Ida," vedblev han, "lad os gøre fælles Sag.
