182
Vi har fælles Sag! Jeg strider som De, jeg spiller som De — tvivler som De — taber — taber! Jeg er angst — som De, Ida! Giv mig Deres Haand." Og hun gav ham sin Haand gennem Kaaben. "Kommer De med mig?" spurgte han igen. "Ja, De kommer med mig, nu — inden en Time er De hos mig!"
"Nej. Nej!"
"Vi gaa hjem til mig," han nikkede bestemt. "Vi spise til Aften sammen! Og De skal tale til mig — jeg til Dem. Jeg behøver Dem. Jeg synker — jeg synker ned uden Dem."
"Ikke nu — ikke nu!" bad hun; Graaden stod hende i Halsen.
"Ida! Kom til mig nu Jeg tør ikke give Dem Frist! De vil glide fra mig, om jeg giver Dem fri nu! Jeg længes saa meget efter Dem, efter at have Dem hos mig, blot sidde nær ved Dem og se ind i Deres kloge, venlige Øjne.
Alt sammensværger sig mod mig nu. Jeg behøver Deres kloge Kvinderaad — Deres Nærheds underlige Styrke."
Hun spurgte eftertænksomt: "Deres Planer: Disse Grundkøb —? gaar det ikke, som De ønsker, at det skal gaa?"
"Jeg ved ikke. Jeg ved intet endnu. Jeg har købt disse Grunde — for Selskabets Penge, for Bankernes Penge. Jeg havde Dispositionsret! Eller jeg har hjulpet mig uden. Hvis alt gaar, som det skal gaa, vil Grundene være Millioner værd, før to Maaneder er omme. Og disse Køtere
