188
der krummede sig nervøst ned mod Smykkeæskernes Safian og ikke vovede at røre. — — Ja, det var en farlig Sag for Mennesker af lav Kaste at røre ved Juveler!
Det gik ikke altid saa glat for dem, der vilde opad.
Og nu følte hun sig næsten trøstet over, at det var gaaet galt for denne Pariah, der havde prøvet paa at komme til Vejrs. Hun syntes, at hendes egne Chancer blev bedre. Hun væmmedes ved denne sprællende Krop i den flaaede og besudlede Silkepeignoir.
Derpaa kom det hele an: at man ikke stred mod den gode Smag, men bar hver Situation behersket og med Ynde.
Det var Plebejerens Dom: at han blev raa og styg og foragtelig som et Dyr i enhver af Livets Katastrofer. For ham var Livets Ødselhed aldrig Storhed og Skønhed. — Han brølede blot, sprællede og gik til Bunds. — —
Men da hun lidt senere stod i sit nøgne Kammer, fornam hun dybere end før sin vanskelige og utrygge Stilling.
Stuen var saa nøgen, saa fattig, der var blot et lille Bord med klare Gardiner, en Servante, en hvid Seng. Ikke Flakons af Krystal eller store og svære Kummer af kostbart Porcellæn. — —
Hun bar al sin Rigdom til Skue paa sit Legeme. Altid maatte hun være som fremmed i sit Hjem, som en Gæst i et koldt, trist Hotelrum.
Hun bar hos alt sig.
