191
Balon — de altfor nøgne Skuldre og Bryster. Hun lagde Halvmasken af rød Silke over sit Ansigt, og i et Nu følte hun med Angst: som svandt hendes Fysiognomi, hendes Jeg, hendes Individualitet for dette røde, stive Stykke Tøj. — — —
Maskerne mylrede om hende. De trængte ind paa hende; Mænd i underlige Kostumer saa hende næsvist ind i Ansigtet, skrev forkerte Bogstaver i hendes Haand. De teede sig som fjollede. En kvindelig Bajads gik rundt og skrævede; der ragede højt over alle en stor, gravitetisk nikkende Stork. En trealens Baby, der bar en Patteflaske, brølede paa sin Amme, og Ammen kom løbende med en Gardist i Hælene.
Ida lænede sig mod Kanten af en Kumme, der var fyldt med hvid Vin. Smaa Fisk af gult Glas blinkede paa Bunden. Over Mængdens Hoveder saa hun Loggiaer, hvor Druer hang i tunge Klaser. En uhyre stor, højrød Hummer kom kravlende og klemte sig fast i hendes Ben. Hun fornam Mandfolkefingre spændt om sine Ankler. Hun rev sig løs og flygtede. Et Orkester intonerede, Maria Stuart kom, ført af Bothwell. Rizzio fulgte som en Hund hendes Hæle. En Mefistofela kom listende paa tynde, ildrøde Ben.
En Arm lagde sig om hendes Liv, et Ansigt bøjede sig over hendes Skulder, hun fornam en Paryk strejfe sin Kind! "Elskede!" hviskede en Stemme "Elskede." Og han svandt i Vrimlen. Hun lukkede lukkede Øjnene til i Smerte. Hvem havde kaldt hende Elskede — sin Elskede — og
