193
han nær ved hende, bøjede sig, betragtede hende længe. "Ida?" sagde han. "Og han vedblev: „Det er mig, Hugo Jacobs. Jeg er til Stede blot for at faa talt nogle Ord med Dem. Kom med; Tiden er meget knap."
Hun lo. "Deres Maske tyder ikke paa megen Opfindsomhed."
"Maske!" sagde han. "Jeg var nødt til at tage Maske paa for at slippe ind. Det er det Hele! Jeg har søgt Dem hele Dagen; men De holder jo Deres Bopæl skjult. Jeg har vigtige Ting at sige Dem."
"Naa ja," sagde Ida. Og hun gik med ham ind i et af de halvmørke Kabinetter, der laa bag Loggiaen.
Han sagde: "Ida!" — — Hun betragtede ham, der var en Elasticitet over hans Bevægelser, en Knaphed i hans Form, der gjorde hende ængstelig. Han vedblev:
"Jeg rejser i Aften — eller inat — med Toget 1240 herfra til Hamburg. Derfra videre. Jeg forlader Landet for stedse."
Hun trak Vejret dybt: Nu taarnede det sig op i hendes Sind, Byrde paa Byrde, en voksende Vægt, der slog hende ned — nedad — "Ja saa," sagde hun.
"Ida," sagde han. "Gaa ud og tag Deres Overtøj. Jeg har en Vogn hernede. Om fornødent kan vi stanse foran Deres Hjem, medens De skifter Tøj og pakker Haandbagage. — For Resten har jeg sørget for alt."
