194
Hun forstod ikke endnu, — Alt sank, Alt blev borte bag hende; og hun fornam ganske svagt noget lyst varmt, noget, der aabnede sig foran hende — pludselig blev klart, lovende, lokkende.
"Vi bryder op," sagde Jacobs. "For mig er der ikke andet at gøre, end at bryde op. Jeg kan ikke rejse uden Dem. De maa kaste alt overbord og komme med. Heller ikke De har andet tilovers end at rejse med mig."
Hun aandede voldsomt og bevæget. Ja! rejse! Kaste sig ud og rejse! Slippe alt og rejse! Uden Baand, uden Frygt — rejse! Hun smilede og sagde: "Hvor kan den mærkelige Ide dog falde Dem ind, at jeg skulde løbe af Landet sammen med Dem?"
"Ida," bad han, "pin mig ikke. Tiden er saa knap. Kom med mig! Der venter os begge et nyt Liv. For mig er alt forbi herhjemme."
"Og —" hun tøvede, "alle Deres Planer — Deres Spekulationer? — Jeg vilde nok vide klar Besked om, hvorledes Deres Sager staar!"
Han nikkede: "Vel!" Han sagde: "Byggeselskabet har idag holdt et hemmeligt Møde, hvor man efter Revision af Regnskabet har besluttet at indgive Anmeldelse om mig for svigagtigt Forhold. Derved vil de sikkert intet opnaa. Men under alle Omstændigheder er jeg færdig, stanset og maa rejse. Om en Maaned vilde de Klodrianer formodentlig have været Millionærer ved min Hjælp. Jeg kunde maaske have reddet mig ved i Tide at forraade alt, — Planer og mine hemmelige Mellem-
