196
en Gang i Vrimlen, hvis Øjne har lagt sig i mine!"
"Farvel," sagde han og vendte sig.
Hun stivnede i pludselig Skræk. Hun tænkte: Hvad svarede jeg ham? Hvad sagde jeg? Jeg vil jo rejse med ham, jeg vil — jeg vil jo — —
"Farvel Hugo," sagde hun.
Han saa endnu en Gang opmærksomt paa hendes Ansigt og sagde, som gjorde han sig dybe Tanker klare: "Maaske elsker jeg heller ikke Dem. Maaske var det blot en Galskab, en Mani, der drev mig til at længes efter Dem, til at sætte mit Liv ind paa at vinde Dem. Maaske er det klogere, at det sker, som De synes: at vi skilles." Og han rakte hende Haanden og sagde: "Farvel Ida, gid det maa gaa Dem vel, og gid De maa drive Deres lille hvide Kugle lykkeligt til Maalet."
Endnu sagde han: "De er værd at tilhøre en Mand med meget fine og meget kræsne Sanser, der er i Stand til helt at nyde Dem, helt at fatte Dem, helt og hver Facet i Helheden." Han betragtede hende længe. "De er lig en af disse sjældne Krystaller, der bryder Lyset itu i talløse, slebne Facetter — og dog er det, som alt Lys, alt Liv samles i Deres skælvende og nervøse lille Pigesjæl. Jeg rejser alene nu, og jeg skal sende Dem Deres Pantebrev kvitteret tilbage. Lev vel Ida." Han gik rask bort.
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Løjtnant Clermont forlod paa dette Tidspunkt
