210
dog ligesom lunende, — — endog betryggende. Han følte, hvorledes han blev mere færdig, mere afsluttet; — og Mørket derude var blot et tomt Rum — uendeligt, goldt — angik ham saa lidet.
Han tænkte og formulerede Tanken i Ord: Jeg bærer alt hos mig, jeg bærer alt hos mig. — — —
Hans Knæ stødte mod noget blødt; — det var Hunden, der var bleven staaende — ubevægelig, lyttende. Han strøg dens Skind, fløjtede; den løb nogle Skridt frem, blev paany staaende. Der faldt et Strejf fra Maanen over Stien. Han saa sin egen Skygge meget lang. — —
Og med et væltede der sig noget mørkt i Tummel foran ham. Han formaaede ikke at skelne; noget haardt slog ham over Skinnebenene Han sprang frem, mødte noget blødt varmt, fik et Slag som af en Næve lige i Ansigtet. Han tumlede. Alt syntes at svinde og synke. Han fornam som Kvalme, en dyb og trist Afsmag for alt. Og nu opfattede han med Tydelighed Brøl, Jamren, en dump, grødet afbrudt Knurren meget nær, lavt, i Højde med hans Knæ. Maanen var pludselig synlig og den lyste:
Foran ham tumlede paa Jorden to Legemer, der paa en eller anden Vis havde Tag i hinanden. En sur Svedlugt naaede ham. Han saa en slank glat Form; — et noget sværere Legeme, der fik gjort sig fri, søgte at rejse sig, gled, faldt.
Han forstod i et Nu: Hans Hund havde anfaldet et Menneske, var i alt Fald i Kamp med et
