209
denne Bastion en Gang havde været et Depot af Ammunition. En sovende Vagt var her lige saa god som en vaagen. Alligevel maatte Manden meldes og straffes. Thi det kom ingenlunde an paa et Forholds reelle Nytte. Han betragtede denne Mand, der sov saa trygt staaende, og han maatte beundre hans Tryghed, hans robuste Sundhed, der tog ethvert Forhold, som det var og fik det bedst mulige ud af de ubehageligste Situationer. Legemet lempede sig villigt efter Kulde og Fugt og en uvant Stilling — og sov.
Han gik bort, idet han traadte sagte for ikke at vække den sovende Skildvagt — — —.
Det var begyndt at fryse. Det klang og knasede under hans Fodtrin. Bag ham kom en tør, fast Lyd; — vel: det var blot Hunden, der travede i hans Hæle, — som nu stansede, snusede til en af Bastionens Faskiner. Nu løb den ned ad den lave Skraaning, og slubrede det sorte, frosttykke Vand i sig, gøede dumpt ud i Mørket. Leo saa paa sit Ur. Klokken var halv to. Der var en Maane; men Voldens nøgne Trækroner lagde sit Net over dens blege Skive og slørede dens Lys.
Og under denne Ensomhedsvandring ud over de bælgmørke Raveliner, gennem den offentlige Spadserevej, der omgav det gamle Citadel, samlede Leo alt det, der dæmrede og lurede i Natten derude, tæt ind til sig; han fornam, som kom nu virkelig faste, mørke Formationer helt ind nær til hans Krop og lagde sig om ham, tyngende, men
