213
søge at faa talt med ham, opnaa en Overenskomst, et Forlig. Hans Modstanders voldsomme Adfærd, hans desperate Handlinger, havde uden Tvivl meget dybe, sagtens meget forklarlige Grunde.
Og lige paa en Gang fornam han ligesom et Slægtskab mellem den Flygtende og sig selv: at der mellem dem snarere burde være et Forbund end Blod og Hævn og Krig.
Han gav sig til at løbe. Han drejede ind ad Sidevejene, bøjede Grenene til Side, han tænkte, at Flygtningen kunde have skjult sig — eller var segnet om, udmattet af Kampen og af det fortvivlede Løb.
Men alt var stille, mørkt. Han løb videre. Doggen sprang gøende foran ham. Og bestandig, medens han løb, søgte han at forme sine flyende Tanker; og han begyndte at forstaa denne Proletar, gættede hans Væsen, hans fortvivlede Kamp: Han var ikke af dem, der grisk og bredt gik og lavede sig en Vej, en redelig Borgervej opad, — der borede og gravede, bestandig tillidsfulde om nok en Gang at komme derop, hvor alt det Gode var.
Alene gik han dernede i Mulmet, i det skidneste Dyb, og han fandt ingenlunde paa, at de der var underst, en Gang kunde finde en Vej opad. Ensom og duknakket stod han og fornam det umaadelige Tryk af de øvre Lag tungt paa sine ømme Skuldre. Og hans Blik naaede ikke højere op end til sin nærmeste Overmand. Mod ham samlede han alt sit Had, fortættede sig i
