219
— men sikkert var der Tusinder af Stjerner at se, — om man gik derude.
Jacobs var nu sagtens allerede under Vejs. Han kunde have ventet. — — — Han burde have ventet. Sagtens var han slet ikke rejst, men ventede endnu hendes endelige Svar. Han var en klog Mand, — og han maatte jo forstaa! — — —
En bred Skikkelse fyldte hele Portieren: Gordon Marshner! Hun greb efter Masken. Men han rev øjeblikkelig sin sorte Halvmaske til Side og kom hen til hende. Han sagde: "Nu har jeg søgt Dem hele Natten, Miss Ida; men jeg har ikke kunnet gennemskue Deres Maske."
Ida smilede ironisk: Naturligvis var hans Sanser for stumpe til at fornemme, hvad der søgte Skjul og Charme under en Maske.
Hun sagde: "Min Maske skjuler dog kun mit Ansigt. Og min Forklædning er — ifølge gældende Moral — det mindst mulige." Hun anstrængte sig bestandig for at fæste det glatte Skulderbaand, der idelig sank.
Han sagde: "Jeg har tidligere kun set Dem i Spadseredragt".
Han betragtede hende ufravendt under de lave, truende Bryn. "Jeg kendte Dem virkelig ikke før nu, da jeg ser Deres Ansigt."
"Heller ikke som Serpentine?" spurgte hun.
Marshner sprang i Vejret, sank ned paa en Stol ganske nær ved hende. "De? De var imellem disse! — —" Han tilføjede hæst:
