15
Foregaaende Vagthold stod Ret bag Gitret Løjtnant Clermont befandt sig Ansigt til Ansigt med en plump og rødfjæset Sekondløjtnant, der opremsede de behørige Formaliteter og derefter med Sablen daskende om Støvlerne slentrede ud gennem Vagtens Jerngitter. Laagen sang i bag ham.
Da Clermont blev alene i Vagtstuen, slængte han sig i Hjørnesofaen og henfaldt paany i triste Tanker.
Med Ubehag gensaa han denne Vagtstue, det samme ridsede Bord, den skumle Alkove, der var berygtet for sit Utøj, — Brættet i Krogen, hvorpaa Arrestnøglerne hang. Her sad man med en Styrke af femten Mand og vaagede over Nøgler!
Han erindrede træt og nedslaaet disse otte Tjenestedage, han havde udstaaet, siden han kom hjem.
Allerede den første Dag — den Dag, han meldte sig hos sin Kaptain, var det blevet ham klart, at han nu gik en vanskelig Tid i Møde. En kummerlig og genert Mand med hængende Overskæg modtog ham i den lavloftede Dagligstue, der osede af Pibe og af en eller anden Kaalsuppe. I Vinduet stod et Regiment billige Tinsoldater opstillede efter strategiske Regler, medens Barnet, der var afbrudt i sin Leg, græd et Sted i en anden Stue og nu og da kom og sparkede paa Døren. Kaptainen kradsede tankefuld en Plet af den slidte Snorefrakkes Ærme.
"Det er ingen gylden Bane, den militære," sagde han. "Staten sørger daarligt for sine Embedsmænd. Avancementet er sløjt, — og dernæst
