14
Han tænkte, at han maatte tage sig latterlig ud, som han gik her, stiv og højtidelig til Musik, i en Uniform, med Snorer og blanke Knapper, i Følge et Reglement.
Det regnede tæt. De Meniges Kerseytøj udsendte en snærende sur Lugt. Her gik de og trampede med store Støvler i Sporvejens gule Ælte. Trommen lød sløret og trist. I dette Land regnede det stedse — uden Ophold.
Han mindedes en Dag — en af Châlonsdagene: — — —
Kyradsererne trak op til Hovedvagten, en Halveskadron med Musikkorps og vajende Standere. Der løb som en skælvende Nerve gennem dette Ridt; Blæserne vuggedes blødt af de dansende Heste. —
En Byge brød løs. Haglene prellede i Salver mod de blinkende Messingkyradser. — —
Her gik man i sløv March som Offer for denne grundige Bløde. Man burde kommandere Holdt, lade træde af, og overlade til enhver at følge sin Lyst. ~ — —
— Han saa for sig Eskadronen ride i kort Trav, medens Draaberne føg fra de skuldrede Sabler og drev fra Hjelmenes Svejfe. Hestene slog Hovene med Klang i den blanke Asfalt. —
Og i et Nu var Bygen forbi, Solen strømmede ud over Boulevarden, og de vaade Kyradser flammede som Baal over de blaasorte Hesterygge. Det lød som Klang af Tamburiner, medens de red dér i Solen. — — — —
