Foran Løjtnant Clermont gik tvende Tambourer og en Paukeslager. Han skimtede, mellem dem, Blæserne, hvis Rygge vuggede i Takt til Musikken. De syntes at udgøre et Korpus, der bevægede sig i Pasgang, sikkert og med Omtanke, vigende i Tide for de farende Sporvogne, uden Slingren, midt ud ad Kørebanen, efter Aaringers Rutine.
Løjtnant Clermont fulgte lydigt dette Korps, som Vagtmandskabet bag hans Ryg holdt Trit efter ham. Saaledes virkede alle i Samtakt ligesom Dele af en Maskine. Han tænkte med Ubehag, at hvis han nu paa en Gang gik i Staa, vilde disse tunge Transtøvler bag ham uden Tvivl sparke ham omkuld og træde paa ham.
Derinde paa Fliserne gik Publikum i Takt, og aller forrest sprang den sædvanlige gule Hund, idet den udstødte korte Bjæf. Nu løb den efter en Sporvogn og glemte den irriterende Musik; og et Par Mennesker inde paa Fortouget traadte ud af Takten for at se efter en Dame, der syntes at interessere dem.
Og han følte sig med et under stærk Tvang.
