Leo Clermont opnaaede af Fæstningskommandanten Tilladelse til allerede i Arrestens første Maaned at bevæge sig en Time daglig i fri Luft — efter Reglementet — under behørigt Opsyn og i en afsides Del af Fæstningen.
Opsynet var en Menig, der fulgte ham i ti Skridts Afstand med en draget Sabel hvilende i Armen. Og tidt, naar de saaledes gik hen over Voldene, vendte Leo sig om og betragtede smilende denne Mand, der nu ogsaa stod stille og syntes at være falden i Søvn, medens den lange hvasse Klinge i hans Hænder lignede en stor Hugtand, der egentlig hørte til et helt andet Sted, men var gaaet løs og blev baaret omkring saa underlig hjælpeløst. — Om han nu gav sig til at løbe, vilde denne Menige sikkert blive staaende, maabende forbauset — eller løbe efter ham, omhyggeligt sørgende for at bevare de ti Skridts Afstand.
Dag efter Dag gik han de samme Ture, Slottet rundt langs de ydre Bastioner. Han gik nu og da helt ud paa den yderste Vindebro. Dette var mod Reglementet; men Bevogteren gjorde ingen
