241
Indsigelse. Dér stod Løjtnant Clermont og saa ned over den lange, blæksorte Fæstningsgrav hvorfra Kassematmuren rejste sig brat, et Bælte af runde Kampesten og derover Lag paa Lag, lige som fortættet ved Aarhundredes Tryk: den skidenrøde Teglstensmur.
Fra en af de gitrede Luger voksede et ungt, slankt Træ; lidt længere henne strakte en stammetyk Ahorn sin bladløse Krone tilvejrs i Højde med Muren. Rødderne gravede sig ind i Hundreder af Revner i denne Mur. De paa en Gang sprængte og holdt sammen paa den forvitrede Sten. Og Leo Clermont forstod, at man lod disse Planter vokse uforstyrret i Fæstningsværket: Man var saa sikker paa sine Mure, at man gærne gav Naturen Husly. Og om Sommeren synede det Grønne saa smukt mod de røde Sten. Dette var Grund nok.
Han gik tilbage gennem den krumme, meget lange Port, der førte under Volden. Brandredskaber hang derinde paa de nyhvidtede Mure. Og indrammet af en hvid Hvælving laa Slottet for ham: saa bredt og massivt støbt paa de mørke Volde, saa fast et Fæstningslegeme. — Men i Højden gav det sig fri i mange fine Detailer, løftede sig i Taarne, pegede stejlt opad, svandt i traadfine Spir, som syntes svøbt i Skyer.
Mod Solnedgang lyste dette Slot ganske gyldent, og i et Minut lige ved Solfald syntes det af glødende Metal, der i Skyggefladerne var størknet, klaret. Luften syntes at blaane igennem de stejle Flammer. Om Aftenen sprang Fyret frem deroppe
