246
Stensmil. Det forekom ham, at Skrammen forandrede Farve, blev grøn fra violet, — en Dag senere syntes den fyldt med fed, sort Muld.
Aldrig kom han rolig uden om dette Taarnhjørne. Naar han vendte Ryggen til, fornam han som en Berøring det kolde, ubehagelige Stenblik. Fra den opspilede Mund flød i Tøvejrsdage en tynd grønlig Væske.
En Dag tog han i Raseri en Sten og slyngede den op efter Masken; men Stenen naaede ikke op. Vagtmanden betragtede ham maabende — just som et Spejlbillede af det maabende Grin deroppe paa Muren. Han vovede ikke oftere Forsøget. Men Dag efter Dag maatte han mødes med dette Ansigt, hvis brede Skramme over Pande, Kind og Hage altid syntes mere markeret, og i sin Haand fornam han igen det elastiske Modtryk af denne Kind under Ridepiskens Slag.
Deroppe sad det mellem mange andre Stenmænd, der bar disse Mure, idet de stemte Isse og Skuldre mod Gesimsen. Og det syntes, som groede deres Krop og deres lange Ben ned gennem Murværket, og var stemt fast mod de stampet faste Volde.
De frie Taarne knejsede heroppe. Deres Spir bar takkede Kroner. Men disse Jættehoveder stirrede mod Jorden, stod fast i Jorden, og de spyede Slottets Affaldsvand ud gennem de runde Munde.
Men nu syntes Leo, at han i disse plumpe
