245
— udstrakt for sine Fødder: denne Ulykkelige, der sit Liv igennem havde stønnet under Tyngden af de øverste Lag og én Gang omsider havde tømt sig ud i Had, i Explosion — og var død. Nu og da dukkede saadanne Typer frem i et titanisk Sprængningsattentat, altid lige desperat, vildt, galt. Blodrøgen hvirvlede op over Verden — vejrede hen. Lagene faldt paany til Ro. Protesten var glemt.
Men Leo kom vanskeligt ud over denne Sag. Han følte igen denne noget uklare, pinlige Fornemmelse: at han her gennem lange Tider havde misforstaaet disse Menneskers Sag, der dog var i Slægt med hans, en Protest som hans, ensom, ødsel og haabløs som hans egen vanskelige Sag.
Han kunde længe ikke glemme Synet af dette tunge, faldne Legeme, som det laa dér og skrævede lig en væltet Kolos, hvis Fødder er overhuggede lige over Soklen; og hans Ansigt syntes ét blodigt aabent, dybt, dybt forundret Gab. — —
Men senere fortrængte et nyt Billede dette. Han opdagede oppe under et Vinduesgesims et andet Stenhovede, et stort, bart Ansigt med en opspilet, fyldig og graadig Mund. Og han saa tværs over Pande, ned over Kind og Hage, en lang Stribe som af et Hug.
Han betragtede længe med Ubehag og med Ængstelse dette Ansigt, der syntes stivnet i et stumt Grin. Han gik hurtig bort, men næste Dag søgte han Stedet paany. Og deroppe sad bestandig dette grimme Stenfjæs, klemt mellem en Pilaster og en Gesims, betragtende han med sit stupide
