Han stod gærne i Flagbastionen, lænet mod det lave, røde Brystværn. Flaget smældede højt over ham fra den hvide Stang. Slottet laa bag ham. Sjældent saa han derhen. Men han saa de vinterbrune Volde, disse lange dorske Rygge paralelle to og to, der ind mod Fæstningen faldt brat ned med røde Murflader. Og lige for hans Fødder brødes Vandet mod hvide og blegrøde Kampesten. Byen hist ovre laa stedse klar. Hus ved Hus, Havnen saa skarpt skelnelig. Togene puffede Damp tilvejrs oppe paa den mægtige Viadukt, hvis Buer spændte sig fra Havnen ind mod Landet.
Og Havet kom fra Nordvest presset ind mellem Landene, Kysterne dæmmede det ind, og det vred sig svulmende i sit Løb, frem gennem Snævringen.
Tidt bar det Drivis med sig, Brændingen slyngede vældige Blokke op paa Stenene under Volden. Flagerne skurede sig op over hinanden; de lignede hvide Hvalrosser, der huggede Istænderne i hinandens Rygge.
Men der kom Storme fra Vest. De klarede
