17
Men Leo brød nu af og begyndte indtrængende at udspørge Søsteren om hendes Vilkaar, hendes Planer.
Hun sagde: "Du forbavses sagtens over, at jeg boer i Pensionatet hos denne noget besynderlige Cecilie Clermont, der afvekslende tilbeder og tilbedes af sine Pensionærer, snart meget —, snart betydeligt mindre platonisk. Mod mig har hun været god, har ladt mig nogenlunde i Ro for sine Kærtegn og overladt til mig selv iøvrigt at ordne mit Liv. Man maa se at ordne sit Liv i Tide. Mit er endnu Kaos.
Disse Wintersteins og de andre af Familiens Resterende, som staa sig godt, tilbød at tage mig i Kost paa Omgang Ugen igennem, indtil jeg fik mig en Plads som Selskabstyende i et adeligt Hjem. Jeg takkede saa høfligt som muligt. Jeg erklærede, at det var min Agt at uddanne mig til Almuelærerinde."
"Ja," sagde Leo, "det skrev du. Det overraskede mig. Jeg ved, hvad det vil sige at oplære Almue. Til vort eget Fordærv give vi Almue lige Kundskaber med os selv."
Ida smilede: "Saa vidt naaede jeg ikke en Gang, at jeg kom i Berøring med denne Almue, som man har fundet paa at give Undervisning — sagtens af en misforstaaet Retfærdighedstrang. Men jeg var virkelig i fire Uger og endnu fire Dage indespærret sammen med tredive Lidelsesfæller i et stort, nøgent Rum. Vi var en smuk Samling, Jeg skammer mig endnu dybt over de Dage. Vi sad paa haarde Træbænke og lod os belære af
