22
Broderen staa foran Fronten, stram, stivnet, pressende Sablen mod Side og Skulder.
Og bag ham stod en Række Mænd i tykke, blaa Frakker. De havde grimme Kasketter ned i Øjnene, og de holdt alle Geværet frem foran sig. Ved et givet Signal slog deres Ansigter med Appel om i Retning til Højre. Ida spejdede:
Og dér udenfor Gitteret kom Genstanden for denne Honnør: en civilklædt, hæslig gammel Mand, der var glatraget, som gik med slæbende Skridt og førte sin opdunstede Bug frem foran sig. Han nærmede distrait de tomme Fingre af en Handske til Hatten og bevægede sig forbi.
Mandskabet traadte af og gik ind i Vagtstuen, idet de sparkede hinanden i Hælene. Broderen kom tilbage, blev staaende foran hende.
"Overordnet?" spurgte Ida.
Han nikkede: "Generallieutenant."
"Ja," sagde Ida. "Jeg har hørt et og andet om ham. Han har et daarligt Rygte."
Leo nikkede igen.
"Og alligevel holdt disse Automater derude et uladt Gevær frem foran deres Maver til hans Honnør! — Og du selv — —"
Hun betragtede ham ærgerlig: "Igen Seglet — det ubrydelige Segl."
"Man har sin Charge," sagde Leo, "og i Følge den subordinerer man sig den, der har endnu højere Charge."
"Jeg vilde ikke sætte mig selv Grænser," sagde Ida.
