21
Garden! — — Gaa til Baronesse Winterstein. Hun glemmer ikke, at hun selv, som vi, nedstammer fra en Clermont. Ja! Du kan sagtens!"
Hendes Blik kredsede rundt i den halvmørke Vagtstue.
"Aa Nej," sagde hun. "Du kan alligevel ikke sagtens. Her er skummelt og snavset. — Og se!" hun pegede: "Deroppe paa Hylden ligger i en stor, forseglet Kasse — efter hvad man har fortalt mig — to Hundrede skarpladte Patroner til Brug for Vagten."
"Ja," sagde Leo — "om Pøbelen skulde gaa os paa Livet."
Hun lo kort. "Gaar Pøbelen os ikke paa Livet hver eneste Dag? Klemmer de sig ikke om os, gnider sig op ad os, maser sig til Vejrs over os med Albustød og Støvlespark!
Og dog lader man Seglet ubrudt — det ubrydelige Segl. Man kommer ikke godt fra at bryde Segl i dette Land!
Jeg tænker, — at havde jeg tredive Automater i Gevær bag mig — som du — jeg brød Seglet en Dag."
Han rystede adspredt paa Hovedet.
"Du ræssonnerer som en Kvinde," sagde han, "— ubehersket."
Der lød et Raab fra Skildvagten. Mandskabet rørte paa sig inde i Vagtstuen. Leo Clermont sprang op fra sin Stol, søgte forvirret sine Handsker og ilede ud.
Ida stillede sig ved Vinduet. Derude saa hun
