27
Sagtens var det Murer- eller Slagtermestere, eller Urtekræmmere, eller Skorstensfejere, der havde bygget disse hæslige Huse.
Og hun grebes af Forfærdelse over den uhyre Mængde elegante og pralende Boliger, der i Løbet af faa Aar herude var vokset op, knejsende med Fløje, Karnapper og endogsaa med Taarne. Nye Opkomlinge voksede op omkring hende, nye Lag under hende forskubbede sig, nye Navne banede sig Vej og blev gangbare. Hun syntes, at hun maatte se at faa at vide noget om alle disse, være paa sin Post i Tide, at hun ikke en Dag saa dem oppe omkring sig, skyggende over hendes Vej, ligegyldige og hovne. Hun forestillede sig den umaadelige Mængde Penge, der sagtens hobede sig op mellem disse Kræmmerfingre, Sølvpenge, der kom klingende til disse gustne Fingre paa Traverbane, i Auktionslokaler, fedtede Sedler, der klæbede til disse Fingre i Kvægtorvsbeværtningernes Bagstuer. Der handledes, der spilledes og indkasseredes rundt omkring hende. De der indkasserede, kunde bygge Villaer, den ene hæsligere end den anden — skandaløse Miniaturmodeller af Landets Lehnsgaarde.
De naaede Skoven, kørte ad Hovedvejen, dernæst ad en Sti ind under de ældgamle og kolossale Træer, hvis stride, mørkegrønne Kroner strakte deres Slæb helt ned til det gult svedne Græs.
En Flok Raadyr satte i runde Spring over Vejen.
Det lille, skønne Jagtslot skimtedes mellem
