26
gyndt. Han var paa Vejen derud, havde haft Forretninger og var forsinket.
Ida grebes ved denne Oplysning af Forbavselse og Raseri. Ingen havde sendt hende Underretning, skønt hun var Medlem af den private, meget exclusive Golf-Klub. Hun erklærede imidlertid resolut, at hun for sit Vedkommende selv befandt sig paa Vej til den nærliggende Skov, hvor Matchen afholdtes, og at de saaledes kunde slaa Følge. Hun beregnede det fordelagtige ved at vise sig i Marshners Selskab — uindbudt.
De kjørte frem ad den lange Chaussé, der nær ved Søen løb mellem to Rækker Villaer, Store og gamle Haver bugtede sig op over Skraaningerne. Inde langs Sidevejene ragede Etagehuse, nybyggede, flere næppe under Tag, frem spredte Karréer. Villaerne mylrede omkring dem Bastarder af enhver Stilart; de knejste paa opfyldte Dæmninger ude i Søen, bunkede sig bag hinanden op i Landet. Hinsides Jernbanen løb Alleer af de lysstrøgne og røde Murflader i dybt Perspektiv.
Marshner spurgte Ida ud om disse Villaer, om deres Ejere. Hun rystede paa Hovedet. Den kjendte hun og den. Hun nævnede Navnene, fortalte, hvad hun vidste om hver. De hørte til Selskabet. Der verserede de og de Historier om dem. Men de andre —? Der var Tusinder, om hvilke hun intet vidste. Hun læste Villaernes forbavsende Navne over de skallede Loggier. Hun kunde ingen Oplysning give. Det var ikke hendes Kreds.
