25
ud fra Gaardens hvide Længer og jog hen over Veje, Grøfter og Gærder og den flade Fælled. — — Hun erindrede, at Cyklen endnu ikke var betalt, og at Firmaet to Gange havde sendt en Nota.
Hendes Øjne søgte Marshners. Han vendte sig imidlertid ikke. Han gyngede let i Pedalerne, idet han holdt en Haand i Lommen. Han havde et snehvidt Huntingtie om de høje Flipper, skotske Strømper. Træsnadden hang ud under det stive, studsede Overskæg.
Ja, tænkte Ida: Han har det gyldige Præg. Intet særtegner ham uden dette Præg: at han hører til Selskabet. Man vil akceptere ham overalt paa dette Ansigt, disse fuldkomne Manerer, det fuldkomne Toilette. Han er paa en Gang sløj og høflig. Han er tilpas kølig. Og intetsteds kan man lægge en Finger og fornemme bankende Blod, dirrende Nerver.
Og hun tænkte, at saaledes tog hun sig sagtens ogsaa ud, naar det behagede hende at holde Tonen: ladylike, kølig og nonchalant. Nu og da var den Rolle ganske nødvendig. Det galdt at variere. Altid maatte man give Agt og beregne sin Attitude.
Ved denne Lejlighed var hun paany blevet glemt eller forbigaaet. Af Marshner, hvem hun ganske tilfældigt mødte cyklende paa Boulevarden, havde hun erfaret om den Match, Golfklubben nu sagtens allerede for en Time siden havde be-
