29
Og alle Ansigter drejede sig mod dem, da de kom. Ida mødte ingen Sympati i deres Miner. Enkelte bøjede sig mod hinanden, hviskede.
Jo, de var der alle, hun mærkede sig hver enkelt: Bess Nelsson og de to Veninder, der bestandig fulgte hende: Rose Wahl i storblommet Silkebluse, — som altid med en umaadelig Hat, der kastede varmt violette Skygger over det lille skønne Madonnaansigt, — og Maria Therese Kramer som Pendant, strakt i Græsset, seende stift mod Solen.
Herbert Höyer kom slentrende henimod Gruppen. Han satte sig stille ned paa den smalle Strimmel Græs mellem de to, lænede sig tilbage og lagde den hvide, bløde Straahat over Øjnene. Og Rose Wahls Arm, som laa strakt dér, hvor hans Nakke trygt bøjede sig hen, veg ikke til Side. Lidt fra sad Olga Levysohn, og i hendes Skød havde Hugo Jacobs lagt sit Hovede tilrette. Ogsaa han saa ufravendt mod Solen; men hun bøjede sit smalle, matgule Ansigt mod hans, og hendes sorte Øjenvipper klippede langsomt og fast.
"Se," sagde Ida, "Herodias Datter med Johannes' Hoved i sit Skød!" Og dette fine, blege Hoved, der skyggedes let af det sorte Skæg, syntes virkelig isoleret fra sin Krop, samlende sig i Velbehag om den ene Ting: at hvile saaledes i dette smalle og bløde Skød.
Gordon Marshner smilede, idet han bifaldt denne Lignelse. Hans Smil vakte Opmærksomhed og Uro. Enhver frygtede for at være gjort latterlig
