35
fine Veninders private Rideklub. Alle mine Balkavalerer er deroppe i det fornemme Selskab. For lidt siden red de mig forbi og turde næppe hilse mig."
Hun bed i sine blodløse Læber. Denne Ring, denne snævre, udvalgt aristokratiske Cirkel lukkede sig endnu bestandig for hende. Hun havde bedt disse hovne, lidet velhavende Damer af Cirklen til sine Fêter, endog lagt sit Kort i deres smaa, mørke Entréer. Der var et dødt Bælte mellem dem og hende. Og Cirklens Kavalerer, der nu og da skrævede ind i hendes Balsal og slæbte de bedste Partier Gulvet rundt, og senere svirede Nætter hen med hendes Brødre paa disses Bekostning, de regnede hende alligevel ikke til det, de kaldte Selskabet, og de fraraadede deres Søstre at søge hendes Omgang.
Og hun forbandede i sit stille Sind Butikken, denne lille Skibsprovianteringsbod, fyldt med Oljetøj. Lanterner og Tovværk, som Faderen fra gammel Tid holdt aaben i den lille Skippergyde ved Kanalen, nærmest som Skilt for Kæmpelagrene bag ved og for de store Kontorer ved Havnen, hvor Pengene strømmede ind fra de fremmede Skibe — Hundredetusinder aarlig.
Oppe paa Vejen blev en Støvsky synlig, dernæst et lille rødt Punkt, der voksede frem, snøftende kom farende hid: en tosædet, højrød Vogn uden Heste; den hvirvlede Støvet bagud under sine Skærme.
"Det er Greven," sagde Bess Nelsson og gik
