36
ham i Møde. Grev Adam Kolbe stansede Automobilen, men stod ikke af. Smilende sad han med Haanden fast om Rattet; han forklarede med Stolthed Mekanismen. Bess Nelsson lænede sig frem og saa ham ind i det blonde, feminine Ansigt. Han var en af Klikens trofaste, den eneste trofaste af dens fem Grever.
Men Adam Kolbe løftede den behanskede Haand og erklærede, at han maatte videre. Han ventedes til Rideklubbens Præsentation, han var allerede forsinket. Og Vognen kom stødvis i Gang. Chauifeuren sad paa Bagsædet voxdugsklædt, med Støvmaske, stiv som en pansret Rytter.
Bess Nelsson klemte Haanden fast om sin Hofte. Hun tænkte, at Cirklen derhenne sikkert indesluttede en lummer og kedsommelig Atmosfære: Tonen var sagtens stiv, Smagen lidet extravagant, som overalt, hvor Penge var sjældne og Krediten stram.
Hun besluttede sig nu til at kjøbe et Smykke, hun faa Dage forinden havde bemærket, en stor Saphir, indfattet med tyve Brillanter.
Oppe ved Væddeløbsbanen opstod Bevægelse, og otte Ryttere kom i fri Karriere ned over Sletten; de tog Hurdlerne, Rytterne stod strakt i Bøjlerne, de forsvandt oppe under Skoven, smaa hoppende røde og blaa Flammer lig. De var fremme igen, stansede. Der lød diskrete Haandklap.
En Officer, der red en dansende, sort Regimentshest rykkede sidelænds, dernæst frem, bøjede sig og strøg Hestens Sider.
