39
sendte ham i Forbiløbet et Blik, der udtrykte stumt Raseri.
Han lod da Delingen løbe Excercerpladsen rundt i to Kredse udenom hinanden, to Linjer: Mand bag ved Mand. Denne halvanden Times Gymnastik og Hugning havde paany overbevist ham om Opgavens Vanskelighed: at disciplinere og afrette disse Individer til at virke som Korps til hver for sig at indordne sin yderste Legemsevne under den fælles Manøvre.
De var genstridige, stupide, uden Øre for Rhytme, den Rhytme af det fælles Fodslag, som selv vilde Stammer paa Marsch fornemme, — som alle de fornemme, der leve i Samfund, Klan, Hjord.
Disse Individer kendte ikke Forskel paa højre og venstre Haand, var uenige om Retning, om Takt, endog om Sprogets almindelige Begreber. Det var Proletarer, der hørte hjemme et Steds dybt nede paa Storstadens Bund, hvor Menneskene sagtens levede hver for sig, isolerede, skønt de var masede tæt ind paa Livet af hinanden. Han tænkte, at for dem var lidet fælles ud over visse oprindelige Naturdrifter, — dem i alt Fald deres meget ordfattige, næppe artikulerede Jargon udelukkende søgte at give Udtryk.
Han yndede dem ikke. Han brødes forgæves Dag efter Dag med dette usle Materiale. Han studerede dem enkeltvis, spurgte dem ud: Der var Opvartere fra Broernes Snasker, Frugtsælgere, Folk, der levede af tilfældigt Erhverv, et Par
