56
"Jeg bestyrer Formuer for flere af mine Klienter, der som De ejer Formue. Mine Klienter gør saa deres Indkøb efter Lyst og Behov og sender Regningen i en Konvolut til mit Kontor. — Jeg aabner altid personlig min Post."
Ida vendte sig om imod ham. Der var et lammet Udtryk i hendes Ansigt. "Ja saa!" sagde hun og tav.
Ogsaa han tav. Og hver for sig syntes de, at de gik her alene.
"Hugo," sagde Ida pludselig, "hvem er dette Menneske?"
Han var nu forbi. Men, som ved alle tidligere Møder, havde han drejet sit Ansigt let om mod hende og havde søgt hendes Blik. Hun følte sig endnu i den sagte Forvirring, hun altid fornam, naar hun lagde sit Blik villigt og fast mod disse lidt skyggede, men saa ejendommeligt varme Øjne.
"Jeg kjender ham ikke," sagde Jacobs, "han er ikke af vor Kreds."
Ida sukkede. Han var ikke af deres Kreds. Hun vidste intet om dette fremmede Menneske. Ingen af hendes Kreds kunde sige hende, hvad han hed, hvem han var.
Daglig — næsten daglig — mødtes de her — som en Rhytme i Dagene. Hun vidste intet om ham. Deres Kredse drejede sig med dem, hver for sig; — deres Cirkler skar ikke hinanden. Men deres Sjæle strejfede hinanden i Dagens eneste Møde.
