55
har set — da De løb efter en lille hvid Kugle over en Græsmark, — Deres Haar, Deres Øjne, Deres ædle Legemes store Mystik, og Deres dybe, dybe, jomfruelige og nervøse lille Pigesjæl — alt, hvad jeg ved om Dem, alt, hvad jeg gætter eller blot aner, har for mig meget, meget stor Værdi. Men alt ligger renteløst hen under "den døde Haand."
Se: Her flokkes vi Mænd omkring Dem, vi ser Dem, vi møde Deres faste og opmærksomme Øjne, sanser Duften fra Deres rige Haar i en Tortur af Vellyst. De taler til os, vi fornemmer den stumme Glød i Deres Sjæl, Deres rene, dybe Stemme, vi fornemme Deres Tankes rappe Smæld tværs over vore egne tunge Tanker. De giver os Længslen under Deres Nærhed, Deres faste Haandtryk, nu og da et tungt og venligt Blik, — giver hen, gratis. Enhver kan eje Dem i Tanken uden Vederlag. De forrenter ikke Deres Skønhed, som De kan forrente Deres Skønhed.
Tilmed da vi, da jeg og mange, lide ved at se Dem fattig, nedtrykt, snigende Dem ud fra en Baggades Pantelaanerbod.
De — hvem vi helst vilde se som Selskabets juvelsmykkede, silkeklædte, ypperste Præstinde."
Der opstod en Pavse. Dernæst sagde han:
"Under Hensyn til Deres Reservefond vil De sikkert kunne opnaa meget lang Kredit."
"Jeg forstaar Dem ikke, Hugo," sagde Ida; men han opfattede Spørgsmaalet i hendes Betoning og sagde:
