60
Blik. "Ja," sagde hun. "Du er paa den rigtige Vej! Du vil sikkert drive det vidt." Og hun begyndte dirrende af Irritation sin gamle Klage over Mændenes brutale Overgreb, deres hensynsløse Underkuelse af Kvinden. Og hun sagde: "Mændene praler af deres Kultur. De er ganske raa og sjofle. De kalder sig Kvindens Beskyttere, de Svages Riddere! Jovist! Se, hvorledes Kvinderne Landene over sidder ensomme, udslidte, stræbende for Udkommet, i usle Kaar, for elendig Timeløn."
"Riddere," sagde Ida og lo. "Ja! de lystige, de ranke og slanke, skelmske og vittige, de unge Kvinders Beskyttere og Riddere!" Og hun vendte sig mod dem en efter en, tung om Hjertet. Alle vare de falmede, triste, gulnede, klædte i mørk Uld. Det var saa vanskelige Tider! Sikkert var det tungt at blive gammel, falme, glemmes — visne.
Hun gik ind i det tilstødende Værelse og satte sig ved det gamle Chatol, der var et Arvestykke i hendes Slægt. Hun støttede sine Arme tungt paa den nedslaaede Klap. Hun fattede om det glatte, dunkle Mahogni. Dette Chatol forestillede hun sig, smilende, som en Redningsbaad, der bar hende oppe. Saaledes havde hun som Barn og halvvoksen ofte sat sig hen ved dette Chatol, betragtende i vage Drømmerier dets Register af smaa hemmelighedsfulde Skuffer, indlagte med Skildpadde og Elfenben. — — Inde bag Portierene havde Faderen siddet ved sit Arbejde, og alt var
