Sommerdagene gik hen; Ida Clermont følte dem komme og svinde som korte Lysglimt, der i et Nu blottede Verden i grelle Farver; og til bage i Erindringen blev kun Skæret, intet Billede.
Hun var Dage igennem fra Morgen til Aften paa Sportsbanerne; hun cyklede ud i stort Selskab, spiste i et af Kysthotellerne og drak Champagne. To og to gled Lygterne ind over Vejenes Mørke, da de kørte hjem. —
Hun sejlede ud, ombord i Nelssons Kutter. Hun stod agter, og idet hun klemte Rorpinden mellem sine Ankler, skænkede hun af en tyk Flaske Likør til sine Kavalerer. Og Vandet, hun saa under sig gennem Hækkens Fletværk, var som drejende, smaa Ringe — lig disse Glas grøn Chartreuse, der rørte hinanden og randt ud. Herrerne vendte deres brune Ansigter op mod hende, kneb Øjnene sammen mod det hvide Sollys og smækkede med Tungen efter Vind. En Gang krydsede de en Nat og en Dag for Modvind. Ida Clermont og Bess Nelsson laa strakt paa deres Ryg med Køjepuder under det løste
