76
kan veje deres op. Thi vore Fornemmelser er ligesom af altfor stor Vægtfylde. Vort Had er langt tungere end deres; thi os knuger Hadet ned i Frygt; dem giver det Kraft, Fremgang, Befrielse."
De gik mod Hotellet.
Ida lagde sin Haand let over hans. Hun sagde: "Hvad vedkommer de Mennesker os? Vi gaa vore Veje. Lad dem gaa deres, indtil deres Veje krydse vore. Vi bør ikke se os tilbage. Vi ved jo, at Baalet dér bag os vil brænde ud og dø i Aske. Se: De danse endnu derinde. Kom: Denne Dans skylder du mig. Jeg husker fra gammel Tid, at du fører godt."
"Ja," sagde han og lo. "Du, som er Kvinde og klædt i Tyll, du kan sagtens danse. Jeg kommer ikke, som du, med Dansetrin over Modstande. Jeg maa se at komme tværs igennem."
Hun sagde: "Du er en Don Quixote, Leo," men hun tilføjede idet hun smilende søgte hans Blik: "Den sidste Ridder var — Don Quixote."
Glassalen stod foran dem som en luende Høj løftet paa Søjler. Dansen vandt sig derinde.
