84
han forestillede sig med Lethed alle de gamle Møbler, som de havde staaet paa deres Plads i denne Stue. —
Derinde i Hjørneværelset var Faderens Arbejdsrum. Nu var her tomt, uhyggelig nøgent Og for første Gang bemærkede han, at Værelset var sekskantet. Tidligere: — det havde været et mystisk, uendeligt Rum, hvor mørke Skabe og Kister og Reoler med Folianter altid førte Blik og Tanke dybere, videre. Nu var her otte Flader, stillede mod hinanden, intet udover disse Flader.
Kroll blev staaende i Døren. "Jeg gaar ikke gærne derind," sagde han. "Og efter at det er mørkt, gaar jeg for ingen Pris herind i Huset."
Leo søgte Søsterens Blik. De erindrede bægge de underlige Ting, som i sene Efteraarsaftener gik for sig i dette Hus: den dumpe rullende Larm paa Loftet, listende Trin i de lange Korridorer, pludselige Brag over deres Hoveder, som ramlede en Stabel Brænde omkuld — og tilsidst disse Skrig fra den tomme Stue, der skilte deres Sovekamre, den lange, ganske sagte Jamren, der tav, naar man resolut traadte ind i Kamret og med et Lys søgte bag de fulde Æblekurve.
Saa mange Sagn knyttede sig til denne Bolig: En Gang forlængst var her sluttet en daarlig og, som det hed, forrædersk Fred efter en uheldig Krig. Paa et Rids over Huset kunde paavises et skjult Kammer, hvortil ingen Døre førte. — —
