83
gen; men de mange Hjortegevirer, der havde tjent til Knager var borte — solgte.
Leo gik i Forvejen ind i den Stue, de havde kaldt Blomsterværelset. Skimmelen tegnede grønne og hvide Arabesker paa den mørke Væg. Der var en Lugt som af Khlor i denne Stue.
Og de fandt endnu i den revnede Rude Moderens Navn, ridset med en Diamant: skraa snørklede Initialer. Af dem alene havde de, hver for sig, dannet deres Billede af Moderen, der ikke havde overlevet den tunge Tvillingefødsel, og af hvem intet Portræt eksisterede. De tænkte sig hende, hver for sig ganske ens: lille, spinkel og sart, som en af disse tropiske Planter, der endnu efter hendes Død havde vokset i Blomsterværelset og baaret hvide og violette Blomster.
Ida gik foran ind i Salen. Broderen saa hende staa derinde midt paa den vide og øde Gulvflade. Hendes Fletninger fastholdtes efter engelsk Mode til hendes Tindinger med mange smaa Sølvkamme. Hun løftede Ridedragtens Slæb med venstre Haand, vendte sig. Ærgrelse og Utaalmodighed prægede hendes Ansigt.
"Brædderne er raadne under mig," sagde hun. "Bliver jeg staaende her i denne Stilling meget længere, vil jeg synke gennem Trøske og Svamp ned i Kælderen."
Stuen var tom. Men paa Væggenes blaa, lasede Tapet var mørke Silhuetter af Møblerne: de gamle Skabe, det venetianske Spejl, og højere oppe ovale Skjolder: Clermonternes Portræter. Og
