86
Muler. En Frysning sitrede gennem hendes Arm. Hun genkendte den halve Skuffelse over, at hendes Kærtegn mødte den kolde og haarde Gibs. Paa Trappen laa faldne Kastanieblade lig døde, udspilede Fingre. I Alleens Kroner grinede gustne Ligpletter. Og Ida ønskede nu, at hun som Senhøstens sygnende Blade kunde læne sig tilbage, synke og give sig hen i Søvn.
De drejede bort fra Alleen og gik ad en smal, tilgroet Sti langs Parkens Bassin. En Oval af hvidt Marmor indfattede Vandet, der var grønt, uklart og stinkende. Bladene laa sammenkrøllede faldne paa Vandfladen som paa et Bord. Og Silén og Demeter med sin Fakkel — og Eros bar Kappe og Hætte af sort Slam.
Denne Eros — Ida erindrede den skønne, hvide og ranke Yngling, der før smilede ned til hende fra sin Sokkel. Og hendes Pigeblod havde banket, naar hendes Blik mødte dette gennemborende Gudesmil. — — Nu laa han fældet ved Soklens Fod, og det graadige Ukrudt slikkede op omkring hans Lænd. Bægge hans Ben var brudt over Anklen.
De passerede den gamle Stenbænk, hvor de saa ofte havde leget — — og derovre laa Staldene.
Nu var Udsigten fri. Men næppe hundrede Alen hinsides Havens Gitter, løb en lang, snæver Gade som en Tarm frem over Markerne og vendte Mundingen mod dem. Og bag den klumpede Husene sig sammen til en mægtig Murkolos, der
