89
som et helt lille Hus paa Ruller. Men nu staar den her og falder hen og smuldrer; og vi maa lade den staa."
Hun greb om Laasen og rev Døren op. Den smækkede tilbage, og Hængslerne trak Boltene halvt ud af Træet.
Leo traadte tæt hen til Karethen. Han mindedes, hvorledes han og Søsteren ofte, da de var Børn, havde gemt sig inde i dette Portrum og havde lukket Fløjene til for Verden udenfor. De havde sat sig ind paa Vognens Bagsæde tæt op til hinanden.
Og de havde følt, at Vognen løftede sig under dem, fjedrede, kom i Gang, de foer af Sted, rejste.
Udenfor bølgede Landet forbi — Huse — Møller — Landsbyer — de stejle Bjærgchateauer — Vinhaver. — De rumlede ind paa en Færges Dæk; Floden skvulpede under dem og bar dem over. De stansede. Friske Postheste kom vrinskende ind i Spandet, Piske knaldede, et Horn klang.
Paa en Gang: Raab, Skrig, Bøsseskud! Og de fattede kampberedte om de tvende Pufferter, som sad i Vogndørens Lommer. Folkemasser brød forbi dem i Stormmarsch, skæggede, syngende Mænd med Musketter eller Høtyve over Skuldrene, Kvinder, der drog en Kanon efter sig ved Reb. En lille Mand med rød Hue traadte frem, løftede sin Haand, raabte paa Patois, at de skulde stanse. Og Sværmen gjorde Front mod Vognen, klamrede sig til Hjulene, sled i Vogndørene. Kuglerne slog som Sømslag i
