107
Tænder, særdeles snøret, og ti Aar ældre end sin Mand:
— Som Du vil, min egen, sagde Sangeren, der, vendt til Tjeneren, tilføjede:
— De sørger vel for Kufferterne.
Sangeren med Frue var allerede oppe ad Trappen, da Brasen kom ud:
— Hvem er 'et Hansen? spurgte han.
Hvidegaards blege Tjener, der begravede sine brunt behandskede Hænder i sine Lommer, svarede:
— Det er nok en Sanger.
Da Sangerens Frue aabnede Døren til Spisestuen, var den østjydske Grossererdame allerede midt ude paa Gulvet:
— Men er De her, udbrød Sangerfruen, der talte højt, som den, der er vant til at blive hørt: Ja, vi farende Folk finder Kendinger allevegne.
Alle Gæsterne skubbede sig sammen, mens Stolene skrabede. Cyclisten maatte flytte over paa den brunlødedes Plads, for at Sangeren og hans Kone kunde komme til at sidde ved Siden af den østjydske Familie. Ogsaa Hr. Rasmussen kjendte Sangeren fra Kommunelærernes Forening, hvor han var Næstformand, og Hr. Rasmussen forestillede sig:
— Jeg havde den Ære at høre Dem, sagde han; og Sangeren, der ikke anede, hvem Inspecteuren var, svarede, at han huskede det.
— Hr. Graa sang Arien af »Carmen«, sagde Fru Rasmussen.
Tømmergrossererens Frue, der var holdt
