111
Men Konsulen, der havde meget travlt, sagde strax:
— Det er vel Valuta, Brasen: Det er jo ellers begribeligt — i Øjeblikket.
Medens Brasen underskrev Kvitteringen, spurgte Konsulen:
— Er de gaaet til Bords? og mente Fryants.
— Næh, de skal lige til at spise, sagde Brasen, og stak Pengene i en Lomme, der var saa rummelig, at den aldrig kunde fyldes:
— Tak, Hr. Konsul.
Hr. Therkildsen vendte tilbage til Lejligheden, hvor Fruen, assisteret af sine Herrer Sønner, lod Lysekronen i Dagligstuen flytte ud under Verandaloftet, hvor man »virkelig godt kunde have den tændt«.
Fru Therkildsen vilde ikke byde dem andet end Thé og bag efter Syltetøjerne, hvortil de havde de engelske Krystalskaale.
— Ja, sagde den yngste Søn: naar her bare ikke ser ud, som der var Staahej.
— Og saa, Therkildsen, sagde Fruen: gaar Du derover om en Time.
Fruen var selv allerede paa Vejen til Butikken, for at hente Syltetøjsflaskerne.
Da Brasen gik hjem over Torvet, sagde Doktorens Moder, som sad ved sit Spejl:
— Nu har Brasen faaet Mønt hos Therkildsen … Gud ske Lov.
Brasen skrabede ud foran sin egen Port, da Frøken Fryant kom gaaende med en stor Spaankurv:
