121
— Tak.
Frøken Ingeborg hilste paa alle og sidst paa den brunlødede, der bestandig stod med Ryggen imod Lyset:
— Det er længe siden, sagde Frøken Ingeborg, og et Nu mødtes deres langt fremstrakte Hænder.
— Saa gaar vi til Bords, sagde Frøken Johnny: Hr. Verner, Deres Arm. Papa og Mama sidder ved Bordenden.
— Nej, nej, sagde hun: Hr. Ender og Ingeborg skal sidde i Sofaen.
Uden at tale, havde den brune rakt Frøken Ingeborg sin Arm.
De var alle paa Plads, da Frøken Ingeborg løftede sin Buket:
— Aa, sagde hun, og pludselig rødmede hendes matgule Hud:
— Det er Schweitz' Farver.
— Ja, sagde Ender hastigt og lidt for højt, mens ogsaa han blev rød af Glæde eller maaske af en pludselig Forvirring.
Borgmesterens Stuepige bar Suppen om, mens Generalkonsulen og Verner begyndte at tale om Schweiz, og Generalkonsulinden sagde til Frøken Ingeborg:
— Ja, Ingeborg, vi vil altid være Dem taknemmelige for alt, hvad De i al den Tid var for Johnny.
Christian kom med Champagnen i en Vandspand fuld af Is. Han bar den saa forskrækket, saa del saa ud, som han hinkede:
— Her er' en, sagde han.
Alle lo, mens Generalkonsulen fyldte Glassene:
