120
lukkede op, og, med Dørgrebet i Haanden, kastede hun det sidste Blik paa Bordet:
— Nej, nej, De maa vente, sagde hun: jeg har glemt det vigtigste; og hun lukkede Døren igjen.
— Men saa maa jeg i det mindste gaa derud, sagde Generalkonsulen og gik.
Frøken Johnny løb ind i Sovekammeret og hentede de hvide Baand og de grønne, som hun havde pillet af Kjolen; hun bandt dem om Roserne ved hver Kurvert, grønt og hvidt:
— Saa, sagde hun og aabnede: nu kan De komme.
De tre Herrer kom ind; alle maatte staa op, for der var ikke Plads undtagen lige ved Bordet:
— Ja, sidde kan vi ikke, sagde Johnny, mens de talte om de forskellige Rejseveje, ad hvilke de var komne, og hvor besynderligt det var, at de skulde mødes:
— Jeg troer, man mødes, naar man skal, sagde Frøken Johnny til den brune Hr. Ender, der stod med Ryggen til Vinduet.
Generalkonsulen sagde noget om, at Jorden var lille.
Det bankede igjen:
— Der er hun, sagde Frøken Johnny og aabnede Døren, saa Kaffegæsternes Staahej slog ind imod dem. Døren blev lukket igjen, og det var, som steg Frøken Ingeborg frem af den ophørte Støj:
— Velkommen, Ingeborg, sagde Frøken Johnny, og kyssede hende paa Kinden.
